|
Melfar MTB afholdes af Motionscykelklubben Baghjulet i Middelfart.
Løbet strækker sig over det meste af Hindsgavl-halvøen og man kan derfor ikke finde en meget flottere kulisse som baggrund for afholdelse af MTB-løb, at ruten og området så også er pænt kuperet, er bare med til at gøre dette løb til et af vores absolutte favorit MTB-løb.
Vi var 5 MTB motionister som havde besluttet os for at deltage i årets udgave af Melfar MTB, som blev afholdt søndag d. 9. marts 2008.
For de 3 af os var det et glædeligt gensyn med løbet, som vi første gang deltog i sidste år.
De 2 andre havde vi varmet godt op under, ved at berette om sidste års hårde arbejde i den Melfar´ske skovbund.
Der var mulighed for at køre 2 distancer i Melfar MTB, den lange distance var 45 km, - og den ”korte” var 30 km. Vi havde tilmeldt os den korte distance på 30 km, som; ”lå lidt bedre til os”.
De deltagere som skulle køre den lange distance var blevet sendt af sted kl.10.00 - og kl. 10.05 var det så vores tur, til at blive eskorteret ud af byen med masterstart.
Da startskuddet lød, sneglede feltet sig ud fra Vestre Skole i Middelfart centrum. Herefter gik ruten op ad Hessgade – til venstre ad Brovejen, for derefter at fortsætte ad Østre Hougvej ud mod lystbådehavnen, på dette tidspunkt lå vi stadigvæk bag masterbilen med 25 til 30 km/t.
Da vi nåede ud omkring golfbanen accelererede masterbilen og løbet blev givet fri.
Min taktik var, som sidste år, at prøve at hænge på de hurtige oppe foran i starten af løbet.
Om jeg var dårligere kørende end sidste år, eller om de hurtige var blevet hurtigere, - og flere, skal jeg lade være usagt, men faktum var at førergruppen satte et voldsomt tempo ned forbi golfbanen og hen imod Fænøsund. Feltet var på kort tid blevet trukket laaangt ud efter denne ”eksplosion” af den hurtige gruppe, som jeg altså ikke rigtig nåede at blive en del af på noget tidspunkt.
Efter at have passeret Restaurant Fænøsund, gik løbet ind i en ny fase; skoven…
Skoven og i særdeleshed skovbunden, var ved sidste års løb temmelig fedtet, tung og våd.
I år var den eneste ændring blot at skovbunden var mere fedtet, tungere og vådere end sidste år.
De fedtede skovstier krævede ekstra koncentration, da tyngdekraften gang på gang truede med at trække mig og min cykel ned mod den fugtige skovbund. Værst stod det til ved bakken op langs feriecenteret, sporet var så fedtet og glat at dækkene havde svært ved at få bid. Rytmen på cyklen blev brudt gang på gang, da man enten selv stoppede op eller den forankørende mistede bid i skovbunden. Men også denne lille forhindring blev overvundet, til trods for at mit hjerte pumpede løs var ved at arbejde sig ud gennem brystkassen.
Da bakken ved feriecentret var passeret, var der mulighed for mig til at få bragt pulsen en anelse ned. Herfra gik ruten ned mod Hindsgavl Slot. Det var den rene luksus, da denne del af ruten foregik på grusstier uden nævneværdigt mudder.
Slottet blev passeret, og ruten gik nu atter ind i skoven, ned mod Gals Klint og campingpladsen, hvor stien langs hegnet mere indbød til kørsel med et amfibie-køretøj end kørsel på MTB. Jeg var for en god ordens skyld lige nede at ligge i skovbunden et kort øjeblik, og jo - det var helt som forventet en dejligt blød landing.
Efter at jeg havde rejst cyklen og klikket mig fast i pedalerne, kørte jeg ind i endnu en ny fase; rundstrækningen…
Rundstrækningen skulle gennemkøres 3 gange for os der kørte den korte distance.
Motionscykelklubben Baghjulet havde fået sat en rigtig god og udfordrende rute op på rundstrækningen, som indeholdt alle de sjove elementer som, seje opkørsler, hurtige nedkørsler og små udfordrende tekniske passager. Rundstrækningen startede fra campingpladsen med en opkørsel, hvorfra vi blev ledt ud på et rutesystem der bugtede sig rundt i skoven. Undervejs var der adskillige bakker som skulle forceres. Personligt fik jeg kørt op ad alle bakkerne min. een gang, dog med undtagelse af bakken op mod kontrolposten, den kunne jeg ikke overvinde.
Der blev virkelig kæmpet en brav kamp i skoven, deltagere man lige havde overhalet for et øjeblik siden, kom pludselig ud af det blå og overhalede igen når man hang på den næste bakke - og omvendt.
Vi havde i lighed med sidste år sørget for opbakning og heppekor, hvilket betød at vi havde familie og venner strategisk placeret under Den Gamle Lillebæltsbro. Her kunne de ”nyde” synet af os når vi skulle op ad bakken mod kontrolposten og når vi kom ned igen for at køre endnu en runde. Jeg kan i den forbindelse, ikke lade være med at være en smule imponeret over hvordan vores heppekor kunne genkende os. Vi var simpelthen smurt ind i mudder og cykelbrillerne kunne man hverken se ind eller ud af. Nå ja, så var det jo nok heller ikke værre, men beskidte var vi…
Jeg var åbenbart ved at være godt træt på den sidste omgang, for jeg havde overbevist mig selv om at jeg skulle ud på endnu en runde.
Da jeg nåede op til kontrolposten sagde den MEGET VENLIGE løbskontrollør at jeg kunne fortsætte mod mål, og altså dermed ikke flere omgange til mig.
Det gav fornyede kræfter, og nu gik det over stok og sten forbi dyrehaven og Hotel Kongebrogården.
Da jeg svingede ud på vejen ved hotellet, fik jeg øje på en gut i gul jakke på vej mod mål. Jeg prøvede at køre op til ham for at hægte mig på hans baghjul, men der var fuldstændig udsolgt i benene. I stedet fandt jeg ind i et tråd hvor det gik ubesværet op ad den lange opkørsel i Kongebroskoven.
Med tungen lige i munden blev det fedtede spor ned mod Lillebælt passeret, uden styrt, og efter ca. 500 mtr. på grusstien ind mod Middelfart Gl. Havn ankom jeg i mål som nr. 17.
Efterhånden som mine 4 venner ankom til mål, bølgede vores oplevelser fra løbet frem og tilbage og historierne blev bedre og bedre som tiden gik.
Fælles for os alle var, at vi syntes ruten var godt tilrettelagt og tilpas udfordrende.
Det havde været et hårdt løb, ikke kun for os, men også for cyklerne.
Cyklerne og i særdeleshed gear og bremser var smurt ind i grus og mudder og afgav mistænkelige lyde da vi begav os tilbage mod Vestre Skole for at få et velfortjent bad. Her fortsatte beretningerne fra skoven og til trods for at vi alle havde lidt, grædt og svedt tran ude på ruten, kunne vi konstatere at vi jo såmænd nok står her igen næste år.
Vi kan jo li´det…..
Jeg håber at vi ses igen til Melfar MTB 2009.
På vegne af Cykelbasserne
Morten Nielsen |